3. jan. 2014

KIRSTEN - SPILLET AF CAMILLA GRUBERT


Hvor er du vokset op?

Jeg er vokset op i Frederikshavn men har boet alt for mange steder, såsom Odense og Kvissel. Jeg er flyttet en 16-gange eller sådan noget, men jeg har boet i Frederikshavn stort set hele tiden.
Det hus min far bor i nu har været min farmor og farfars, så det er min fars barndomshjem. Det er sådan lidt sejt. Jeg har også boet overfor en kirke der ringede og vækkede mig hver morgen klokken otte. Jeg hadede den kirke.
Det har været rart at vokse op i Frederikshavn, men jeg skal væk herfra når jeg bliver ældre. Jeg er storbymenneske

Hvorfor sagde du ja til at være skuespiller i filmen?

Først tænkte jeg, at det kunne være meget sjovt. Og så tænkte jeg, da jeg fik manuskriptet, at jeg måske ville kunne udvikle mig lidt og kende til nogle nye ting, lære noget nyt, møde nogle nye mennesker og overskride gamle grænser. Det lød bare rigtig spændende og det ville jeg gerne prøve, selvom jeg ikke troede, jeg duede til det, men nu får vi at se.

Hvad har du ellers lavet af skuespilsrelaterede ting?

Ingenting. Jeg har været med i noget skoleskuespil i femte klasse, men det er det. Jeg fik lidt præstationsangst fordi jeg skulle stå oppe på scenen, men det er jo anderledes med film.

Hvad kan du godt lide ved skuespil?

Det der med at man skal prøve at leve sig ind i en rolle og gøre det på sin egen måde. Tage noget fra en selv og lægge over i den karakter, man skal spille, det synes jeg er rigtig spændende, for så skaber man nærmest en helt ny person. Jeg føler mig lidt skizofren, men det er sjovt at man skal være en helt anden end man egentlig er.

Hvad kan du godt lide ved film?

Jeg elsker at se film og serier, for så slapper jeg af. Der er så mange ting man skal koble sammen og til sidst bliver det et produkt man enten er tilfreds eller utilfreds med, men lige meget hvad, så har man været igennem en periode som ender med at være sygt spændende. Og det kan jeg godt lide. At der er en historie bag hver film og lige meget hvad så kan man finde sin egen fortolkning af den.

Kan du fortælle lidt om karakteren du skal spille? Hvad synes du om hende?

Kirsten er underlig. Sprælsk og farverig og nærmest en komplet modsætning af mig selv. Kirsten er speciel og virkelig underligt. Spændende og mystisk. Jeg prøvede at fortolke hende og psykoanalysere hende ”hvad fejler hun”, men jeg er ikke rigtigt kommet frem til noget. Sådan lidt manisk måske. På visse punkter. Det er meget sjovt at hun er en komplet modsætning af mig.
Jeg kan godt lide hende fordi hun er så anderledes fra mig, men jeg ville aldrig selv være som Kirsten, det ligger virkelig langt fra mig.

Hvad glæder du dig mest til?

Jeg glæder mig til at filme og rette på tøjet når alle har lavet et eller andet så det sidder forkert. Jeg glæder mig til at klæde Sofie på som en lille prinsesse igen. Og så glæder jeg mig til at være Kirsten og være så skizofren som jeg overhovedet kan være. Og så glæder jeg mig til at se den når den er færdig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar