PREMIERE MED PERFEKTIONISME PÅ

Marie Lykke Friis og Ditte Angelo T. Nitzch fra Spring&I spillede en fantastisk koncert til premieren; i de sidste numre akkompagneret af Mathias Dahl Jensen

Casper Aagaard, Andreas Ørsted, Asta K Svencionis, Peter Ørsted, Anna Overgaard Markman og Camilla Grubert står her på den røde løber som et ganske udmærket eksempel på at det er virkelig svært at tage fællesbilleder. Desværre mangler Sofie Adelsparre - hun var i København.

Så er premieren ganske veloverstået, og jeg står tilbage med en helt ubeskrivelig følelse i kroppen. Jeg er både glad for at det er overstået, men også en smule sørgmodig, fordi det har været så dejlig en proces. Folk virkede rigtig glade og der dukkede faktisk omkring hundrede mennesker op, så det er jo helt vildt! Musikken var fantastisk og fik bragt folk i den helt rette stemning inden de kunne se den film, jeg sikkert aldrig bliver helt tilfreds med - sådan skal det være.
Men jeg er stolt, er jeg, ikke mindst over at vi har bevist, at unge mennesker kan hvad de vil. Vi var unge mennesker om at lave filmen og arrangere premieren, lys- og lydfolkene til premieren var unge fra eventteknikeruddannelsen og det dygtige band var også aldersmæssigt under 20 år gamle. Og så er vi ovenikøbet nordjyder ;-)

- Asta K Svencionis

PLATFORM4, PREMIERE OG PRES

I eftermiddags drog Anna Libak og jeg mod Aalborg for at tage et lille kig på Platform4, hvor premieren skal afholdes om mindre end en måned. Ikke nok med at Anna kunne finde koblingspunktet i bilen, hun ikke har kørt i siden optagelserne, så kunne vi også uden videre finde både parkeringsplads  og (efter lidt besvær) også indgangen til Platform 4. Vi var noget spændte inden vi tog afsted, men personalet var sødt og venligt, og vi blev meget begejstrede for lokalerne, filmen skal vises i. Den lydmand vi har skaffet til premieren har allerede været ned og tjekke udstyret ud, og vi mangler nu kun et par småting som for eksempel indkøb af asti og chips. Jeg er så ufatteligt glad for at Anna har så godt styr på det hele, for ellers ved jeg simpelthen ikke hvad jeg havde gjort!
Tidligere i dag lavede Platform4 pr for premieren på deres hjemmeside, og det var helt surrealistisk at se sit eget navn på så etableret en hjemmeside. Det er en "rigtig" film nu, og det føles så vildt!
- Asta K Svencionis

TRAVLT TRAVLT TRAVLT

I øjeblikket går alt meget stærkt og lidt i stå på samme tid. Stærkt fordi jeg lidt har mistet overblikket i de her dage, hvor:

- den smukke plakat endelig er færdig

- grafikeren er i fuld gang med at designe invitationer til premieren

- vi er ved at finde visningsdatoer i Frederikshavn og Hjørring

- vi har styr på lydmand og band til premieren

- var netop har lavet en facebookside til filmen facebook.com/foelsenglaede

og lidt i stå fordi vi tager på studietur med gymnasieklassen om et par dage, Andreas Ørsted (spiller Martin) og jeg er i gang med et helt nyt projekt i forbindelse med FilmMaskinens hold2, og så fik jeg den vanvittige idé at jeg skulle skrive en bog. Ja, lige for tiden har jeg simpelthen intet overblik, så jeg er ovenud lykkelig for at holdet bag produktionen, der har være søde og knaldhamrende dygtige. Anna Libak fortsætter med lige så stor entusiasme på planlægningen af visningerne, og Anna Markman sidder time efter time med Mads Palm Jensen og klipper sammen, colourcorrecter og ordner lyd. 

- Asta K Svencionis

DUMME TING, DER SKAL TAGES HENSYN TIL

Som instruktør på en film (også selvom det ”bare” er en kortfilm) finder man ofte sig selv i situationer, hvor man skal tage stilling til noget, der umiddelbart virker ligegyldigt. Problemet er blot det, at intet er ligegyldigt når vi snakker film, og hvis det er, skal det helst være ligegyldigt med vilje. Jeg har udfærdiget en lille liste over nogle af de ting, jeg er blevet nødt til at tænke over i løbet kortfilmsproduktionsperioden.

• Manuskriptet er baseret på en novelle, jeg engang skrev, og det krævede mange overvejelser at finde ud af, hvordan jeg lige skulle få det vendt fra at handle om interrail til lige pludselig at foregå om vinteren.
•  Martin (lillebroderen) skal helst fremstå rodet, og det var derfor vigtigt for mig, at han altid bar glade farver. Men for at seeren ikke skulle glemme at det var vinter, fik jeg lyst til at give ham et halstørklæde på. Det resulterede altså i at jeg selv måtte i gang med at strikke ét og følte mig en smule fjollet, som jeg sad der og strikkede det allersidste aftenen før, mens skuespillerne slappede af til en film.
• Til at starte med var Martin faktisk Carls ven og hed i øvrigt Peter. ”Men hvorfor kunne han ikke blive ved med at hedde Peter?” spørger du måske, og årsagen hertil er ganske simpel, om end en smule dum: Andreas Ørsted, som spiller Martin, har en tvillingebror, der hedder Peter. Efterhånden har jeg fundet ud af, at folk i lang tid har troet, at de var én og samme person, og for ikke at skabe yderligere forvirring i det Nordjyske (og i øvrigt i mit eget hoved), måtte han jo selvsagt skifte navn.
•  Billedet, der hænger i baggrunden af filmen på Carls værelse er heller ikke en tilfældighed. Jeg tilbragte en hel eftermiddag i Sæby med runneren i dennes fars galleri for at vælge det perfekte billede. Dette rummer både det lilla’e som vi ville have frem for at matche sækkestolen, men også det mystiske og uforståelige – det lidt skizofrene. Og så ser det altså stadig vældig godt ud, når det er ude af fokus ;-)
• Indretningen af Carls værelse har i det hele taget været temmelig problematisk, og det er nok også end en smule for feminint, hvis du spørger hankønnene på settet ;-)
• Under de gentagne øvninger med især de yngste skuespillere, stødte vi på mange ord og udtryk, der blev svære at sige. Fx var ”hun er veninder med min storesøster og var lige et smut forbi” svært at sige og kommer til at lyde kluntet, fandt vi ud af, og også den ellers simple replik ”Nå, nej” voldte Andreas problemer, og vi rodede os ud i adskillige kagemetaforer for at få ham til at putte den rette mængde luft bag ordene. Lidt kontrolfreak er man vel altid.
• I redigeringsprocessen er vi stødt på mange problemer og faktisk er vi endt med at klippe en hel scene ud. Godt nok var scenen ikke lang, men alligevel gjorde det ondt at sige farvel til den, fordi der var noget med stemningen, jeg holdt utrolig meget af. Og hvor skal vi nu gøre af sangen ”Au fait”, som jeg ellers havde tænkt mig at pryde starten med?

Dette er selvfølgelig blot et lille udpluk af de mange overvejelser, jeg måtte gøre mig, og jeg fandt ud af, at det både er en velsignelse og en forbandelse at stå med alt ansvaret. Nogle gange kunne det være rart at give andre styringen eller at give sig selv lov til at lade andres svar på ”hvad synes du?” være nok, men som sagt: lidt kontrolfreak er man vel altid.

- Asta K Svencionis

PREMIERE.. HVAD, HVOR OG HVORFOR?

Billedet af Ditte Angelo T. Nitzsch, Marie Lykke Friis og Johannes Birkedal Hoseth er lånt fra bandets facebookside

Nu hvor kortfilmen er klippet sammen, og vi sidder og nyder det (næsten) færdige resultat, er der kun en ting jeg kan tænke på…. Premieren. Spørgsmål alt fra ”hvilken dato skal det være?” til ”hvilken velkomstdrink smager bedst?” kører rundt i hovedet på mig. Vi har heldigvis fået styr på location til premieren, som kommer til at finde sted på ”Platform4” i Aalborg, der er et mødested for mange kulturinteresserede og kreative unge. Hertil skal bandet ”Spring & I” spille, som er et virkelig cool band, der består af tre meget talentfulde unge musikere. Jeg er i næsten daglig kontakt med Platform4 og bandet for at få de sidste detaljer på plads. Det er for mit vedkommende den første filmpremiere jeg har arrangeret, og jeg er derfor helt UTROLIG spændt på, hvordan det hele kommer til at gå. Jeg kan næsten ikke vente på premieredagen, hvor jeg, filmholdet og skuespillerne kan læne os tilbage og nyde det 100 % færdige resultat!

De sidste par dage har jeg sammen med Asta og Anna M. samlet alle navne til rulleteksterne for at sikre at alle, der har hjulpet os med at lave vores kortfilm får et ordentligt tak. Det er helt utroligt så mange mennesker, som har støttet os og fået det her projekt bragt på benene! Vi kan ikke sige andet end tusind tusind millioner gange TAK!!

Premieren kommer til at finde sted engang i april, og vi er simpelthen så spændte på at vise alle, hvad jeg og resten af filmholdet har arbejdet på helt siden oktober. Jeg kunne ikke være mere spændt!

- Anna Libak

KLIPNINGEN ER BEGYNDT

Der gik ikke længe fra den sidste optagelse var i kassen til vi gik ned for at klippe det sammen. Jeg startede med at lave en lille, detaljeret oversigt til Anna, så hun kunne se præcis hvad for nogle klip hun skulle bruge til hvilke indstillinger og hvornår. Kort efter gik Anna i gang, og sidder nu koncentreret og råklipper scene 7 ved min side.

"Nej, hvor ser det flot ud, prøv at se!" siger hun engang imellem og sandt nok: klippene passer altså vældig godt sammen, skuespillerne udøver uovertrufne præstationer, lyden sidder lige i skabet, æstetikken er i top og jeg sidder pavestolt og har ikke rigtigt mere at skulle have sagt. Ansvaret ligger nu i nogle andres hænder, og jeg må give slip. 

Når råklippene engang i eftermiddag er klippet sammen, skal det finpudses: to sekunder her, to sekunder der, kontinuiteten skal sikres. Herefter skal lyden på plads: er der baggrundsstøj i det ene klip skal det fortsætte i det andet, og endelig begynder det virkeligt hårde arbejde, men også det lidt mere kreative: colourcorrecting. Farverne i hvert enkelt klip skal passe til hinanden, det skal se lækkert ud, være en fryd for øjet. Til sidst skal det hele sluttes af med underlægningsmusikkens magi og voila! Så er der kortfilm. Forhåbentlig allerede engang i starten af marts, hvor der er deadline til en af de filmfestivaler, vi vil have meldt kortfilmen til. Så, Anna har travlt, men med den koncentration og det engagement hun har arbejdet med indtil videre, er jeg sikker på, vi nok skal nå det. 

- Asta K Svencionis

LYDMANDSMAVE

Jeg startede mit første lydmands-job hjemme hos Asta d. 18. januar 2014 meget tidligt om morgenen, hvor jeg sammen med Anna Libak, vores producer, blev sendt afsted efter en plante som jeg havde forestillet mig kæmpe stor, hvilket den ikke var. Dog lærte jeg produceren Anna at kende, hvilket var mega fedt!

Da vi kom tilbage, var der hjemmebagte boller, yoghurt og alt hvad hjertet begærede.

Man har som lydmand en meget genkendelig mave (lydmandsmaven), der skal bruges til at holde udstyret ud fra maven, så man kan se, hvor højt folk snakker osv. Derfor spiste jeg generelt meget mad.

Da jeg tog hjem søndag aften, var det som om, at jeg havde gået på efterskole i et år. Det bånd der opstod mellem os, var et bånd med indforståede jokes og forstand på de forskellige menneskers lydniveau (meget smart som lydmand).

Vi blev i løbet af den første weekend super gode venner alle sammen. Jeg kendte Andreas (skuespiller og tvilling), Anna (kameradame) og Asta (manuskriptforfatter) i forvejen, men ellers var der to nye mennesker. De mennesker der var med første weekend var jeg allerede super gode venner med i løbet af få timer, hvor vi hyggede os gevaldigt og jokede rundt.

Da vi begyndte at optage igen weekenden efter, var det som at komme hjem igen. Jeg havde savnet Casper, Asta, Anna og Camilla helt vildt!

Der var i også en ny i blandt menneskerne (Sofie), der lige så hurtigt som Casper og Camilla bare var klar på at joke rundt og hygge sig, hvilket gav settet en lige så fantastisk stemning som ugen før.

Vi begynder så at optage udenfor i et fantastisk vejr, hvor man ikke kan andet end at savne en brændeovn i et hus, hvor der er vindstille. Det var nemlig super koldt!

Jeg vil sige, at det ikke gjorde så meget, da det egentlig bare gjorde sammenholdet på settet endnu bedre! Vi endte ud med efter relativ kort tid at have vores optagelser i hus.
Vi havde nogle super dygtige skuespillere, der bare gjorde et fantastisk stykke arbejde – De var super gode!

Følelsen af, at have været lydmand på kortfilmen Følelsen glæde har mere end en modsætning var og er fantastisk! Jeg tror jeg kommer til at savne holdet i lang tid!

- Peter Ørsted