Som instruktør på en film (også selvom det ”bare” er en
kortfilm) finder man ofte sig selv i situationer, hvor man skal tage stilling
til noget, der umiddelbart virker ligegyldigt. Problemet er blot det, at intet er ligegyldigt når vi snakker
film, og hvis det er, skal det helst være ligegyldigt med vilje. Jeg har
udfærdiget en lille liste over nogle af de ting, jeg er blevet nødt til at
tænke over i løbet kortfilmsproduktionsperioden.
- Manuskriptet er baseret på en novelle, jeg engang skrev, og det krævede mange overvejelser at finde ud af, hvordan jeg lige skulle få det vendt fra at handle om interrail til lige pludselig at foregå om vinteren.
- Martin (lillebroderen) skal helst fremstå rodet, og det var derfor vigtigt for mig, at han altid bar glade farver. Men for at seeren ikke skulle glemme at det var vinter, fik jeg lyst til at give ham et halstørklæde på. Det resulterede altså i at jeg selv måtte i gang med at strikke ét og følte mig en smule fjollet, som jeg sad der og strikkede det allersidste aftenen før, mens skuespillerne slappede af til en film.
- Til at starte med var Martin faktisk Carls ven og hed i øvrigt Peter. ”Men hvorfor kunne han ikke blive ved med at hedde Peter?” spørger du måske, og årsagen hertil er ganske simpel, om end en smule dum: Andreas Ørsted, som spiller Martin, har en tvillingebror, der hedder Peter. Efterhånden har jeg fundet ud af, at folk i lang tid har troet, at de var én og samme person, og for ikke at skabe yderligere forvirring i det Nordjyske (og i øvrigt i mit eget hoved), måtte han jo selvsagt skifte navn.
- Billedet, der hænger i baggrunden af filmen på Carls værelse er heller ikke en tilfældighed. Jeg tilbragte en hel eftermiddag i Sæby med runneren i dennes fars galleri for at vælge det perfekte billede. Dette rummer både det lilla’e som vi ville have frem for at matche sækkestolen, men også det mystiske og uforståelige – det lidt skizofrene. Og så ser det altså stadig vældig godt ud, når det er ude af fokus ;-)
- Indretningen af Carls værelse har i det hele taget været temmelig problematisk, og det er nok også end en smule for feminint, hvis du spørger hankønnene på settet ;-)
- Under de gentagne øvninger med især de yngste skuespillere, stødte vi på mange ord og udtryk, der blev svære at sige. Fx var ”hun er veninder med min storesøster og var lige et smut forbi” svært at sige og kommer til at lyde kluntet, fandt vi ud af, og også den ellers simple replik ”Nå, nej” voldte Andreas problemer, og vi rodede os ud i adskillige kagemetaforer for at få ham til at putte den rette mængde luft bag ordene. Lidt kontrolfreak er man vel altid.
- I redigeringsprocessen er vi stødt på mange problemer og faktisk er vi endt med at klippe en hel scene ud. Godt nok var scenen ikke lang, men alligevel gjorde det ondt at sige farvel til den, fordi der var noget med stemningen, jeg holdt utrolig meget af. Og hvor skal vi nu gøre af sangen ”Au fait”, som jeg ellers havde tænkt mig at pryde starten med?
Dette er selvfølgelig blot et lille udpluk af de mange overvejelser,
jeg måtte gøre mig, og jeg fandt ud af, at det både er en velsignelse og en
forbandelse at stå med alt ansvaret. Nogle gange kunne det være rart at give
andre styringen eller at give sig selv lov til at lade andres svar på ”hvad
synes du?” være nok, men som sagt: lidt kontrolfreak er man vel altid.
- Asta K Svencionis

Ingen kommentarer:
Send en kommentar