PREMIERE.. HVAD, HVOR OG HVORFOR?

Billedet af Ditte Angelo T. Nitzsch, Marie Lykke Friis og Johannes Birkedal Hoseth er lånt fra bandets facebookside

Nu hvor kortfilmen er klippet sammen, og vi sidder og nyder det (næsten) færdige resultat, er der kun en ting jeg kan tænke på…. Premieren. Spørgsmål alt fra ”hvilken dato skal det være?” til ”hvilken velkomstdrink smager bedst?” kører rundt i hovedet på mig. Vi har heldigvis fået styr på location til premieren, som kommer til at finde sted på ”Platform4” i Aalborg, der er et mødested for mange kulturinteresserede og kreative unge. Hertil skal bandet ”Spring & I” spille, som er et virkelig cool band, der består af tre meget talentfulde unge musikere. Jeg er i næsten daglig kontakt med Platform4 og bandet for at få de sidste detaljer på plads. Det er for mit vedkommende den første filmpremiere jeg har arrangeret, og jeg er derfor helt UTROLIG spændt på, hvordan det hele kommer til at gå. Jeg kan næsten ikke vente på premieredagen, hvor jeg, filmholdet og skuespillerne kan læne os tilbage og nyde det 100 % færdige resultat!

De sidste par dage har jeg sammen med Asta og Anna M. samlet alle navne til rulleteksterne for at sikre at alle, der har hjulpet os med at lave vores kortfilm får et ordentligt tak. Det er helt utroligt så mange mennesker, som har støttet os og fået det her projekt bragt på benene! Vi kan ikke sige andet end tusind tusind millioner gange TAK!!

Premieren kommer til at finde sted engang i april, og vi er simpelthen så spændte på at vise alle, hvad jeg og resten af filmholdet har arbejdet på helt siden oktober. Jeg kunne ikke være mere spændt!

- Anna Libak

KLIPNINGEN ER BEGYNDT

Der gik ikke længe fra den sidste optagelse var i kassen til vi gik ned for at klippe det sammen. Jeg startede med at lave en lille, detaljeret oversigt til Anna, så hun kunne se præcis hvad for nogle klip hun skulle bruge til hvilke indstillinger og hvornår. Kort efter gik Anna i gang, og sidder nu koncentreret og råklipper scene 7 ved min side.

"Nej, hvor ser det flot ud, prøv at se!" siger hun engang imellem og sandt nok: klippene passer altså vældig godt sammen, skuespillerne udøver uovertrufne præstationer, lyden sidder lige i skabet, æstetikken er i top og jeg sidder pavestolt og har ikke rigtigt mere at skulle have sagt. Ansvaret ligger nu i nogle andres hænder, og jeg må give slip. 

Når råklippene engang i eftermiddag er klippet sammen, skal det finpudses: to sekunder her, to sekunder der, kontinuiteten skal sikres. Herefter skal lyden på plads: er der baggrundsstøj i det ene klip skal det fortsætte i det andet, og endelig begynder det virkeligt hårde arbejde, men også det lidt mere kreative: colourcorrecting. Farverne i hvert enkelt klip skal passe til hinanden, det skal se lækkert ud, være en fryd for øjet. Til sidst skal det hele sluttes af med underlægningsmusikkens magi og voila! Så er der kortfilm. Forhåbentlig allerede engang i starten af marts, hvor der er deadline til en af de filmfestivaler, vi vil have meldt kortfilmen til. Så, Anna har travlt, men med den koncentration og det engagement hun har arbejdet med indtil videre, er jeg sikker på, vi nok skal nå det. 

- Asta K Svencionis

LYDMANDSMAVE

Jeg startede mit første lydmands-job hjemme hos Asta d. 18. januar 2014 meget tidligt om morgenen, hvor jeg sammen med Anna Libak, vores producer, blev sendt afsted efter en plante som jeg havde forestillet mig kæmpe stor, hvilket den ikke var. Dog lærte jeg produceren Anna at kende, hvilket var mega fedt!

Da vi kom tilbage, var der hjemmebagte boller, yoghurt og alt hvad hjertet begærede.

Man har som lydmand en meget genkendelig mave (lydmandsmaven), der skal bruges til at holde udstyret ud fra maven, så man kan se, hvor højt folk snakker osv. Derfor spiste jeg generelt meget mad.

Da jeg tog hjem søndag aften, var det som om, at jeg havde gået på efterskole i et år. Det bånd der opstod mellem os, var et bånd med indforståede jokes og forstand på de forskellige menneskers lydniveau (meget smart som lydmand).

Vi blev i løbet af den første weekend super gode venner alle sammen. Jeg kendte Andreas (skuespiller og tvilling), Anna (kameradame) og Asta (manuskriptforfatter) i forvejen, men ellers var der to nye mennesker. De mennesker der var med første weekend var jeg allerede super gode venner med i løbet af få timer, hvor vi hyggede os gevaldigt og jokede rundt.

Da vi begyndte at optage igen weekenden efter, var det som at komme hjem igen. Jeg havde savnet Casper, Asta, Anna og Camilla helt vildt!

Der var i også en ny i blandt menneskerne (Sofie), der lige så hurtigt som Casper og Camilla bare var klar på at joke rundt og hygge sig, hvilket gav settet en lige så fantastisk stemning som ugen før.

Vi begynder så at optage udenfor i et fantastisk vejr, hvor man ikke kan andet end at savne en brændeovn i et hus, hvor der er vindstille. Det var nemlig super koldt!

Jeg vil sige, at det ikke gjorde så meget, da det egentlig bare gjorde sammenholdet på settet endnu bedre! Vi endte ud med efter relativ kort tid at have vores optagelser i hus.
Vi havde nogle super dygtige skuespillere, der bare gjorde et fantastisk stykke arbejde – De var super gode!

Følelsen af, at have været lydmand på kortfilmen Følelsen glæde har mere end en modsætning var og er fantastisk! Jeg tror jeg kommer til at savne holdet i lang tid!

- Peter Ørsted 

OPTAGELSERNE ER I KASSEN

Den 19. september 2013 satte jeg mig ned for at kigge på en novelle, jeg havde skrevet et års tid forinden, og så fik jeg en idé: hvad hvis jeg kunne omskrive novellen til et kortfilmsmanuskript? Jeg gik i gang og var færdig inden klokken fire om eftermiddagen. Allerede dagen efter blev de første skuespillere kontaktet, læseprøven blev planlagt og det hele begyndte at tage fart. Nu, blot fire måneder efter, står vi med alle optagelserne i kassen. Det er fuldstændig overvældende at så mange mennesker har villet hjælpe mig med at overføre ideen i mit hoved til færdige optagelser, der nu blot skal klippes sammen, og bum: så er der kortfilm. Det bedste af det hele er, at vi har gjort det hele selv. Filmen er ikke produceret som en del af et undervisningsprogram eller med hjælp til organisering fra ”rigtige voksne”, vi har som 17-18-årige helt selv skrevet og planlagt alt ned til mindste detalje.

For at dette kunne lade sig gøre har vi dog alligevel fået en del hjælp fra FilmMaskinen i Frederikshavn: fotografen er blevet undervist og det gode ord de lagde ind for os i puljen ”KulturAlliancen” skal bestemt heller ikke undervurderes.

Når man laver film er alle lige vigtige: jo, historien skal være på plads, men uden fotograf og uden nogen til at lave mad til det sultne hold, er der altså ikke meget film. Hver enkelt person har været en vigtig brik i det her kæmpe puslespil, mit puslespil, og hver enkelt person har derfor betydet meget for mig.

- Asta K Svencionis